Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn

InstruktionJannik Hastrup

MedvirkendeTommy Kenter, Anne Marie Helger

Længde70 min

IMDbVis på IMDb

I biografen01/03/2018

Anmeldelse

Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn

4 6
Cirkeline køber Fair Trade

Hun har altid været politisk. Solidarisk med de svageste. Det var hun i 1971 i “Flugten fra Amerika”, som DR ikke turde at vise, fordi den var for politisk. Hun tog til USA for at kæmpe sammen med de militante Black Panthers for de sortes borgerrettigheder. Nu er hun politisk igen næsten 50 år senere, hvor Cirkeline støtter de sorte kakaobønder i kamp imod to dovne rotter, der stjæler fra de små og giver til et stort næsehorn. Så selv om Jannik Hastrup snart fylder 77 år, så tegner han stadig sine charmerende kruseduller med en retfærdig streg.

Cirkeline arbejde nemlig altid med storytelling på to planer. Ligesom store landbrugsvirksomheder, der kalder sig noget i stil med ‘Den lille gård’, når mælken skal sælges til kunden. Den strategi er smart. Ligesom Cirkeline, der på det ene plan bare tager på tur til et sted, der minder om Afrika, sammen med de nye venner, Coco og næsehornet Osvald. De stammer begge fra chokolade-emballagen hjemme i Cirkelines køkken – her kommer vi til det andet plan.

For selv om indpakningen vil have Cirkeline og andre forbrugere til at tro, at chokoladen hænger på træerne i Afrika, hvor Prinsesse Coco bor, så ved Jannik Hastrup, at det ikke forholder sig sådan. Det er overfladisk marketing – og den slags køber kritiske Cirkeline altså ikke. Det er det, som turen mod Afrika på et andet plan handler om.

Så selv om Hastrup stadig insisterer på en gammeldags 2D-streg, så er den her danske Coco ikke meget anderledes end Pixars “Coco”, der også fortæller på flere planer – om en mexicanske dreng og en guitar, men også om grænsen ned til Mexico. Og præcis som Pixar så dyrker Hastrup også den store fantasi. Et tomt yoghurt-bæger bliver spændt på en ballon. Nu er det en luftballon som den i “Op” med musen Ingolf om bord sammen med det lille næsehorn, der ikke kan forstå, at Ingolfs to øjne er tegnet på den samme side af hovedet – Jannik Hastrup kan også lave sjov. Også med sig selv.

Der er en old school kvalitet over “Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn”, hvor Karen Blixen hilser forbi som mus, der insisterer på, at det er ‘mit’ Afrika, imens to tudser holder rytmen på bas og trommer. Det hele i en lillebørnet film med en voksen pointe om, at Cocos choko altså ikke hænger på træerne, men det kræver hårdt arbejde fra flittige mus, som forvandler kakaofrugter til kugler af chokolade, som bliver stjålet med trusler af de frække rotter. Er det fair?

Det mener Jannik Hastrup og Cirkeline ikke. Derfor er chokoladen i køkkenet da også mærket med Fair Trade med et ønske om ordentlig løn til arbejderne, dem, der er små som Cirkeline, Frederik og Ingolf, som ikke kan klare sig uden en tegner, der igen tør at være politisk. Det gør Jannik Hastrup.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Cirkeline får en hjerteveninde med prinsessenykker, og Ingolf møder et næsehorn, der er træt af at være den lille.

Sammen tager de på en rejse, der lærer dem, at det ikke altid er lykken at være den, der bestemmer, og at selv et lillebitte næsehorn kan vise sig at være en meget stor helt.