Inglourious Basterds

InstruktionQuentin Tarantino

MedvirkendeBrad Pitt, Christoph Waltz, Mélanie Laurent, Diane Kruger, Mike Myers, Michael Fassbender, Samuel L. Jackson, Eli Roth, Til Schweiger, B.J. Novak, Gedeon Burkhard, Omar Doom, Samm Levine, Paul Rust, Michael Bacall, Carlos Fidel, Rod Taylor, Denis Ménochet, Jacky Ido, Christian Berkel, Jana Pallaske, Daniel Brühl, August Diehl, Alexander Fehling, Soenke Möhring, Richard Sammel, Sylvester Groth, Julie Dreyfus, Martin Wuttke, Arndt Schwering-Sohnrey, Léa Seydoux, Bo Svenson

Længde147 min

GenreAction, Drama, Krig, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen28/08/2009

Anmeldelse

Inglourious Basterds

4 6
Bad Ass Basterds

Det ligner ellers ikke Tarantino at lave en periodefilm. Men det klæder faktisk den ombejlede herre at bevæge sig ud af det kriminelle miljø fyldt af bad ass motherfuckers og håndpistoler. Nå ja, der er sådan set masser af begge dele i “Inglourious Basterds”, men sat i 2. Verdenskrig får det et noget anderledes tvist, end vi er vant til fra Tarantinos side. Og så alligevel ikke. For drivkræfterne i denne film er præcis de samme som i tidligere film: ultravold og velskreven dialog med et subtilt, konstant underliggende lag af ubehag.

Under 2. Verdenskrig får en gruppe amerikanske soldater med tilnavnet The Basterds til opgave at drage til det besatte Frankrig, forklæde sig som franske bønder og slagte nazister en masse. Mens The Basterds turnerer rundt og spreder frygt og kaos blandt de udstationerede nazister, gør den distingverede og kyniske Hans Landa, også kendt som Jødejægeren, det samme blandt de franske jøder. Men én slipper væk, og det får store konsekvenser i Det Tredje Rige.

Tarantino er en fantastisk personinstruktør. Karaktererne i filmen er knivskarpe, og samtlige skuespillere funkler og brillerer i deres respektive roller. Der gøres brug af amerikanske såvel som europæiske stjerner, og historien udspiller sig på både engelsk, tysk, fransk og italiensk, hvilket er et kærkomment alternativ til den amerikanske tradition, hvor alt oversættes til engelsk. Filmen starter med en fantastisk scene, hvor Jødejægeren besøger en fransk bonde for at undersøge, om han skjuler en eftersøgt jødisk familie. Med velgennemtænkt kameraføring og klipning opnås en vanvittig intens stemning på baggrund af noget så actionforladt som en samtale mellem to mænd.

Og netop dialogen er og har altid været Tarantinos speciale. “Inglourious Basterds” er en krigsfilm og byder derfor på en vis portion action, men faktisk består filmen primært af enormt lange dialogscener, hvor plottet langsomt udvikler sig, og de indbyrdes forhold mellem figurerne etableres og karakteriseres. Det er vanvittigt godt skrevet og bliver bestemt ikke værre af det intense skuespil – især bør Christoph Waltz i rollen som Jødejægeren fremhæves.

Sammenfattet kan det altså konkluderes, at Tarantino med sin fremragende dialog, sit indgående kendskab til de filmiske virkemidler samt den kyndige personinstruktion beviser, hvor habil han er bag et kamera. Derfor må man også spørge sig selv: Hvorfor prøver han at sabotere det? Pludselig og totalt ude af kontekst sætter Samuel L. Jacksons stemme ind med en forklarende voice over. På et andet tidspunkt bliver et stort, gult skilt med navnet på en nyintroduceret karakter klasket op på skærmen. Hvad skal vi bruge det til? Det er nu mere end 15 år siden, Tarantino gjorde sine postmoderne pointer med “Pulp Fiction”, men den selvreferentielle metatekstualitet virker nu om dage ikke som andet end en forstyrrende krampetrækning fra en instruktør, der fortsat prøver at sætte sit personlige præg på filmindustrien. Tarantino er dygtig, ingen tvivl om det, men han er bestemt ikke længere nyskabende. Tværtimod fremstår han som en kopi af sig selv.

“Inglourious Basterds” er en god og underholdende film, der bæres frem af et uovertruffent samspil mellem de fremragende skuespillere. Men hvor er det ærgerligt, at Tarantino ikke kan tage sig selv seriøst og konstant lægger en ironisk distance til sine værker. Hans postmoderne tendenser er ved at blive en gene, men i de scener i filmen, hvor han udforsker den konventionelle og knap så ironisk distancerende fortælling uden dog at gå på kompromis med det Tarantino’ske islæt er han blandt eliten. Fortsætter han med det, er der en god chance for, at vi stadig har hans bedste film til gode. I mellemtiden har han lavet en underholdende, sorthumoristisk film, som har et noget anderledes take på 2. Verdenskrig.
Video

Præsenteret i anamorphic 2.35:1. Samlet set et ganske glimrende transfer. Farverne er gode og naturlige og billedet frit for grums. Kontrasten har en del små udsving, og der forekommer en smule edge enhancement. Skarpheden er god, men ikke perfekt.

Audio

Dolby Digital 5.1. “Inglourious Basterds” er en film, der er båret meget af dialog. Baghøjtalerne bruges derfor primært til subtile, atmosfæriske lyde, men når kuglerne flyver, kommer der mere gang i alle kanaler. En gang eller to føres soundtrackets elementer ud i forskellige kanaler, hvilket giver en levende, tredimensionel oplevelse af musikken. Lyden er veldefineret over alle frekvenser og er generelt ganske behagelig.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er dvd’ens svageste punkt. Udover nogle forlængede scener, der ikke tilføjer det store til historien, kan man se kortfilmen “Nations’s Pride”, der indgår som en del af plottet i “Inglourious Basterds”, men da man allerede har set en del af den i filmen, er den knap så spændende.

De fleste filmgeeks har mindst én af Tarantinos film stående på hylden, og alt andet ville også næsten kunne betegnes som en mangelfuld samling. Om man kan lide mandens film er naturligvis op til den enkelte, men ingen betvivler vel hans betydning for nyere film. “Inglourious Basterds” forstærker dog ikke ligefrem denne betydning, da den på ingen måde er nyskabende, men tværtimod en gentagelse af instruktørens aldrende æstetik. Men underholdende det er den, og med et godt transfer og en glimrende lyd er det ingen skam, hvis netop denne er den eneste Tarantino i samlingen.

Inglourious Basterds

6 6
Der var engang i nazibesatte Frankring

Til tonerne af storladen spaghettiwestern-musik indleder ovenstående ord Quentin Tarantinos længe ventede krigsfilm “Inglourious Basterds”. Hvad, der herefter følger, er en af de absolut bedste åbningsscener, jeg nogensinde har set. En neglebidende, humoristisk og dæmonisk velskrevet dialog mellem en jødeskjulende, fransk bondemand og übernazisten Landa – også kendt under navnet Jødejægeren. Spændingen og den konstant underliggende terror er så velkonstrueret, at det ville få Alfred Hitchcock til at vende sig i graven og anerkendende vende to tommelfingre opad. Og det er kendetegnende for hele filmen, der endnu engang beviser, at Tarantino stadig hører til blandt de mest innovative og kompromisløse filmmagere.

Hvad nu hvis jøderne havde taget kampen op mod nazisterne og givet dem en ordentlig røvfuld? Dette synes at være præmissen for filmen, hvis titel henviser til navnet på en gruppe hævntørstige jøder, der på brutal vis nedslagter og skalperer nazister. Med dreven sydstatsaccent gør Brad Pitt det godt som amerikaner-jøden Aldo Raines, der leder det beskidte dusin. Men det er Christopher Waltz i rollen som den kølige, psykopatiske jødejæger, der stjæler showet. Hver eneste scene med ham emmer af uhygge og kølig terror, der ikke er set så godt på film, siden Javier Bardem brillerede som stjernepsykopat i “No Country for Old Men”.

I vanlig Tarantino-stil består filmen af flere forskellige historier, der alle sammen bliver forbundet og til sidst leder hen til filmens store klimaks – biografpremieren på en tysk propagandafilm. Den bliver overværet af alle de store, tyske officerer – fra propagandaministeren Goebbels til den hysteriske Führer. Slutningen skal selvfølgelig ikke røbes her, men den er ikke helt, som man kender den fra historiebøgerne…

“Inglourious Basterds” fortæller historien om 2. Verdenskrig, hvis den var blevet udtænkt og orkestreret af et omvandrende filmleksikon med en forkærlighed for lange dialoger, udpenslet vold og jøder med forkærlighed for knuste nazi-kranier. Filmen besidder en legesyg tilgang til virkelighedens begivenheder, hvilket sikkert vil træde nogle over tæerne, men mindst fryde og betage lige så mange. “Inglourious Basterds” vil dele vandene, og som så mange gange før vil kritikere sikkert beskylde instruktøren for at lave en film, der kun indeholder stil og ingen substans. Gør man det, lukker man dog også øjnene for det, der gør hans film så unikke.

Tarantino er først og fremmest en historiefortæller, og det er indlysende, at han brænder for sin idé og sine karakterer. Er “Inglourious Basterds” nogen dyb film? Nej, bestemt ikke, men det har heller aldrig været meningen. Det her er en kærlighedserklæring til filmmediet. Et stort smækkys til de film og de fortællinger, der kan sætte kulør på en kedelig hverdag og få os til at omfavne den gode historie og udforske fantasiens legeplads. Den virtuose billedside, de knivskarpe dialoger og den sjældne tålmodighed for opbygning af hver enkelt scene er en befrielse at overvære i en tid, hvor amerikanske instruktører konstant forsøger at overgå hinanden i eksplosioner, fart og spænding.

”Dette er muligvis mit mesterværk!” udbryder Brad Pitt, da han skærer et hagekors i panden på en skrigende nazist. Og man kan næsten høre Tarantino gnægge i baggrunden over sin selvironiske kommentar, der selvfølgelig er møntet på ham selv. Men er det så hans mesterværk? Ikke helt – det lavede han allerede i 1994 med “Pulp Fiction”. Men mindre kan også gøre det, og “Inglourious Basterds” er en fænomenal hyldest til filmmediet og dets magiske kræfter, som filmelskere ikke må gå glip af.

Trailers

Kort om filmen

Midt i det tyskbesatte Frankrig under 2. Verdenskrig krydses skæbner, og historien skrives om. En gruppe amerikanske soldater af jødisk herkomst opererer bag fjendens linjer og sætter en skræk i livet på de tyske soldater med deres brutale nedslagtninger og ikke mindst deres skik – at tage skalpe! Inglourious Basterds kalder de sig. Samtidig møder den tyske soldat Frederick Zoller en smuk parisisk biografejer, og for at vinde hendes gunst overtaler han propagandaminister Goebbels til at flytte gallapremieren på den film, der handler om hans heltemod og har ham selv i hovedrollen, til hendes biograf. Ganske uvidende om, at pigen er jødisk og kun med nød og næppe undslap den berygtede ‘jøde-jæger’ Hans Landa. Samme Hans Landa, som har ansvaret for den skærpede sikkerhed til premieren, som vil tiltrække alle Det Tredje Riges spidser – selv Hitler! Netop de prominente gæster får også gallapremieren i søgelyset hos løjtnant Raines og hans Inglourious Basterds, som med hjælp fra den tyske filmdiva Bridget von Hammersmark, der er allieret spion, forsøger at få adgang til begivenheden.