Iron Man

InstruktionJon Favreau

MedvirkendeRobert Downey Jr., Gwyneth Paltrow, Jeff Bridges, Terrence Howard, Leslie Bibb, Faran Tahir, Shaun Toub, Clark Gregg, Sayed Badreya, Bill Smitrovich, Paul Bettany, Jon Favreau, Peter Billingsley, Tim Guinee, Samuel L. Jackson

Længde126 min

GenreSci-Fi, Action, Drama, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen30/04/2008

Anmeldelse

Iron Man

4 6
Playboyen og jernmandenDa Tim Burton i sin tid besluttede at benytte Michael Keaton i rollen som Batman, blev det mødt med højlydte protester fra fans. Lidt over et årti senere tog Sam Raimi også en chance ved at vælge den på det tidspunkt relativt ukendte skuespiller Toby McGuire til rollen som Spider-Man fremfor et større navn. I begge tilfælde var satsningen en succes, og det samme må siges at gøre sig gældende for “Iron Man”, hvis største aktiv ligger i skuespilleren bag titelrollen: Robert Downey Jr. er kort og godt Iron Man.
Men inden det kan nå så vidt, introduceres vi for jernmandens alter-ego, playboyen og milliardæren Tony Stark. Efter at have mistet sine forældre i en tidlig alder har Stark overtaget faderens våbenfabrik samt anlagt sig en drengerøvslivstil, der ville gøre selv Bruce Wayne misundelig. Således bliver man inden for filmens første minutter introduceret til Starks store forbrug af privatfly, hurtige biler og smukke kvinder. Det er en indledning proppet med fjollede drengefantasier, der hurtigt får grundlagt filmens satiriske tone. Men det varer dog ikke længe, før mere alvorlige emner også bringes på banen, da Stark under en våbenfremvisning i Afghanistan bliver offer for sine egne våben og en gruppe terrorister, der tager ham til fange.

Instruktør Jon Favreau har dog valgt at vægte det kulørte aspekt højest i historien om manden, der bygger en meget avanceret robotdragt til sig selv. Stark er en selvgjort superhelt på linje med Batman, der bygger sin heltestatus på sin egen opfindsomhed og personlige viljestyrke, fremfor overnaturlige evner. Dragten, der skal hjælpe Stark med at bekæmpe ondskaben i verden, præsenteres på linje med de mange biler og andre gadgets i filmen som endnu et stykke fantastisk legetøj. Her kommer filmens special effects også til sin ret – de benyttes til fordel for historien og underholdningsværdien fremfor bare at være ren CGI-blær. De forskellige stadier af byggeforløbet af dragten og afprøvningen af den, en slags mekanisk træningssekvens for Stark, er også nogle af filmens mest underholdende sekvenser. Desværre er resten af plottet i “Iron Man” sammensat af ganske forudsigelige elementer fra den efterhånden omfattende superheltegenre.

Motivationen for Starks forvandling fra ligeglad drengerøv til bekymrende superhelt må siges at være bygget op omkring klicheerne for genren. I forhold til helte som Spider-Man og Batman mangler der også en stærkere indre konflikt mellem mennesket og superhelten, som ellers har været grundlaget for nogle af de bedre superheltefilmatiseringer. Starks moralske dilemma ligger ellers lige for i hans rolle som våbenfabrikant, men dette udforskes kun overfladisk. Filmen skal have ros for at have modet til at udspille sig på baggrund af en så nutidig konflikt som kampen i Afghanistan. Men samtidig gør filmens grundlæggende lette tone også, at scenerne fra det krigshærgede land føles en anelse malplaceret, taget den reelle situation i betragtning.

Bedre går det, når filmen koncentrerer sig om at underholde og lader Robert Downey Jr. om at styre showet i rollen som Tony Stark. Downey Jr. tilfører både humor og en smittende charme til karakteren, samtidig med at han ikke er bange for at udstille Starks dårligere sider. Det hele leveres på Downey Jr.’s afslappende facon, der gør, at de scener, hvor Stark er alene med sine gadgets og robotmedhjælpere, er filmens sjoveste. Blandt Downey Jr.’s levende medspillere leverer også Jeff Bridges varen som Starks handelspartner, Stane, der både agerer intern konkurrent i firmaet og faderfigur for Stark. Terrence Howard og Gwyneth Paltrow får desværre ikke helt så mange strenge at spille på som henholdsvis vennen Jim Rhodes og assistenten Pepper Potts. Deres primære opgave ender med at være som måbende tilskuere til Downey Jr.’s uforudsigelige opførsel som både Tony Stark og Iron Man.

Selvom “Iron Man” ikke får gjort meget mere end at etablere titelfiguren i løbet af sin to timer lange spilletid, så føles det ikke bydende nødvendigt med endnu en “Iron Man”-film efter denne første omgang – det skulle da lige være for at se, hvordan dragten kan udbygges yderligere. “Iron Man” er en stærkt underholdende, men også helt typisk helteberetning, der flyver forbi mindre vellykkede superheltefilm som “Fantastic Four” og “DareDevil”, men som på trods af en fin præstation i hovedrollen ikke synes at have nær så meget på hjerte som genrens bedste værker.

Trailers

Kort om filmen

Milliardæren og playboyen Tony Stark opfinder nye våben til den amerikanske regering. Men da han er ude og afprøve sin seneste opfindelse, bliver han såret og taget til fange. Han bliver nu tvunget til at bygge våben for fjenden, men i stedet bygger han et panser, som kan redde hans liv og hjælpe ham med at flygte. Da han er tilbage i USA, beslutter han sig for at bruge sin opfindelse til at bekæmpe kriminalitet.