Red Sparrow

GenreThriller

IMDbVis på IMDb

I biografen01/03/2018

Anmeldelse

Red Sparrow

4 6

Back in the U.S.S.R.

I en bedre verden havde “Red Sparrow” været en hot lille potato. En slags opdateret koldkrigs-thriller, lige oven i høringerne om den lidt for russiske dressing på Trumps sejrs-BigMac. Hvor relevant! Men, men, men… Som det ser ud nu, kan ikke engang Jennifer Lawrence uden tøj lokke verdenslederne indenfor til en gang kritik. Varme kartofler bliver allerhøjst til the world’s best freedom fries in the world eller statsdestilleret vodka. Lidt skarp og lidt fed underholdning til massekapitalismens slavehær, mens Putin og Trump skider på Syrien og pisser på FN. Og lidt på hinanden.

Det er ellers ikke, fordi manuskriptforfatter Justin Haythe og instruktør Francis Lawrence ikke prøver. “Red Sparrow” er en massiv skinnende kolos med pansertung starpower som ammunition. Jennifer Lawrence og resten af det håndplukkede cast – Jeremy Irons, Matthias Schoenaerts, Joel Edgerton – får taget os hele vejen med rundt i stormagternes katten-efter-musen-leg. Fra Bolsjoj-balletten til KGB’s indercirkler. Men selv om legen selvfølgelig er uden regler, føler man alligevel, at den udspiller sig efter et helt velkendt sæt. Ballerinaen Dominika med den kronisk syge mor bliver hvervet til at flirte, kysse og kneppe hemmeligheder ud af statens fjender.

Herefter følger en lektion i forskellen mellem film og serier. Hvis man ser på gode “The Americans”, er præmissen halvvejs den samme og brugen af sex helvejs. Det episodiske format giver bare mulighed for at oprulle handlingen mere subtilt. Men mellem to sæsoner kan man sagtens nyde Haythe og Lawrences koncentrat. De river én ubønhørligt gennem næsten to en halv times spilletid i en vekslen mellem lavmælt spionfnidder og grimme hug af ultravold. Så meget afstumpethed og ’lie back and think of Russia', bliver man både mør og rundtosset af. Men også nærmest livgivende provokeret af. Det er jo bare en perverteret fantasi om magt. Ikke?

Det ligner det i hvert fald, når Lawrence bliver sendt på ‘spurveakademi’ – balletskolens klamme stedmor, hvor unge, smukke mænd og kvinder lærer at forføre fremmede agenter. Om sådan noget faktisk findes, aner vi jo ikke, men hvis de gør, burde Charlotte Rampling have et stående jobtilbud. Som forstanderINDE spanker hun replikker og aspiranter i r**** med sprudlende overskud. Samtidig er hun også den eneste, der rigtig nailer den der accent, vi alle sammen tror, vi kan. Det kan godt være, at vi bevæger os mod en ny virkelighed – Hollywoods Rusland er stadig befolket af mænd, der taler gebrokkent Bondskurke-engelsk.

I det hele taget ligner billedet af Moskva sig selv fra dengang, Reagan bad Gorbatjov om at rive den der mur ned. Alle skuler og ser mistænkelige ud. Kvinderne er iskolde supermodeller, mændene er formummede apparatjik i genbrugsfrakker fra sidste gang, nogen lavede en film om spioner i Gorkij Park. Francis Lawrence fylder den blåtonede billedside med brutalt Sovjetbyggeri som det endegyldige bevis på, at her har ingen følsom menneskelighed overlevet. Hvis bare der dog var en heltemodig amerikaner med lidt af den slags i baglommen på sine Levi’s…

Selv om præsidenterne er ligeglade, bliver forholdet mellem USA og Rusland jo ved med at være oplagt materiale. Der er så meget grum historie, og så meget der stadig kan gå galt. “Red Sparrow” er ikke et brud med dén store løbende fortælling, men nøjes med at lægge en delirisk voldsomhed oveni det uhyggelige punkt mellem fiktionens halve sandheder og virkelighedens løgne.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film